Retningslinjer for Finansforbundets seniorgrupper
Notatet beskriver retningslinjerne for den løbende drift af Finansforbundets seniorgrupper. Retningslinjerne skal sikre en fælles retning for seniorgruppernes virke, herunder anvendelse af de midler seniorgrupperne har til rådighed.
Desuden beskriver notatet den servicering som Finansforbundets sekretariat stiller til rådighed for seniorgrupperne.
Sagsfremstilling
Notatet beskriver retningslinjer for følgende områder:
Retningslinjer for gennemførsel af arrangementer
· Forventninger til aktivitetsniveau og indhold
· Tilhørsforhold
· Betaling for medlemmer og for ledsagere
· Annoncering af arrangementer
Retningslinjer for administrativ praksis
· Fordeling af midler til seniorgrupperne
· Bestyrelsesmøder
· Møder med Finansforbundet
Retningslinjer for gennemførsel af arrangementer
Forventning om aktivitetsniveau og indhold
Den enkelte seniorgruppe planlægger og afholder selv arrangementer. Det forventes, at der minimum afholdes tre til fire arrangementer om året. Desuden forventes det, at de af Finansforbundet tildelte midler bruges, da det er vigtigt at medlemmerne oplever at de får værdi for deres kontingent.
Indholdet af arrangementerne planlægges af den enkelte seniorgruppe. Medlemmerne af seniorgrupperne har et fagligt fællesskab, og derfor bør det også tilstræbes at hvis ikke alle så nogle af arrangementerne indholdsmæssigt har et fagligt islæt. Seniorgrupperne har dog også et rent socialt virke, hvilket typisk kommer til udtryk i form af julefrokoster og kulturelle arrangementer.
Det er op til den enkelte seniorgruppe at afgøre, hvornår på året aktiviteterne gennemføres, men det anbefales at der en vis spredning ud over året.
Hvis der gennemføres arrangementer med overnatning skal udgifter relateret til selve overnatningen dækkes 100 % af deltagerne selv. Midler fra Finansforbundet må i den forbindelse kun anvendes til medfinansiering af selve dagsarrangementdelen såfremt et sådan finder sted.
Tilhørsforhold
Et givent seniormedlem er tilknyttet den seniorgruppe som medlemmet er dækket af geografisk. Der er ikke mulighed for at deltage i arrangementer i andre seniorgrupper end den man er tilknyttet geografisk.
Af hjemmesiden (www.finansforbundet.dk/senior) fremgår det hvilke postnumre der hører til hvilke seniorgrupper. Det er medlemmets hjemmeadresse der afgør tilhørsforholdet til en given seniorgruppe.
Betaling for medlemmer og for ledsagere
Seniorgruppernes aktiviteter finansieres gennem brugerbetaling og tilskud fra Finansforbundet. Brugerbetalingen bør mindst udgøre mellem 30 og 50 procent for medlemmer. En højere brugerbetaling kan dog være nødvendig, hvis der gennemføres mange – eller særligt dyre - arrangementer i den enkelte seniorgruppe. Omvendt kan brugerbetalingen også være lavere, hvis der er tale om arrangementer med et meget lavt udgiftsniveau og hvor betaling dårligt giver mening. Ledsager betaler altid den fulde kostpris og kan kun deltage i det omfang, at der er ledige pladser.
Alle arrangementer annonceres i Finans samt på Finansforbundets hjemmeside under hovedmenuen ”særligt for”. Der er her mulighed for at linke til eventuelle selvstændige hjemmesider, men ellers vil arrangementerne fremgå af oversigten på Finansforbundets hjemmeside.
Arrangementerne meldes ind til Finansforbundets kommunikationsafdeling i det dertilhørende skema.
Retningslinjer for administrativ praksis
Fordeling af midler til seniorgrupperne
Midlerne tildeles til de 5 hovedregioner efter den fastlagte fordelingsnøgle. Formanden har det økonomiske ansvar for gruppens aktiviteter og for afregning til Finansforbundet.
Arbejdsgangen er at seniorgrupperne beder sekretariatet om overførsel af midler løbende, og afrapporterer forbruget tilbage til Finansforbundet kvartalsvist. Afrapporteringen sker i de dertilhørende afrapporteringsskemaer sammen med fakturaerne. Afrapporteringen skal ske senest 14 dage inde i det nye kvartal.
Bestyrelsesmøder
Hver seniorgruppe har en bestyrelse der drives på frivilligt basis. Det er bestyrelsens opgave at planlægge de løbende aktiviteter under hensyn til rammebetingelser som dette notat beskriver, og de af Finansforbundet stillede økonomiske ramme.
Økonomi anvendt til afholdelse af bestyrelsesaktiviteter dækkes fuldt ud af seniormidlerne. Derudover gælder de samme rammebetingelser som notatet ellers beskriver – dvs. afrapportering kvartalvis og ingen betaling for overnatninger etc.
Møder med Finansforbundet
Formanden for de enkelte seniorgrupper holder en til to gange om året møde med den fra Finansforbundet ansvarlige for seniorgrupperne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar